59 32 44 50 [email protected]

Hanne og Henrik er forældre til Søren på 16 år, der har boet på Ll. Nørremark i fem år. I dag har de en glad dreng. De kender hans udfordringer, og de ved, hvordan de skal hjælpe ham.

Da Søren var 11 år, var både hans forældre, hans specialskole og hans sagsbehandler enige om, at der skulle ske noget nyt. Kort forinden var han blevet udredt og havde fået at vide, at han havde ADHD og var retarderet i middelsvær grad. Han trivedes ikke på sin skole, og hjemme var der råb og skrig, indtil han skulle i seng.

Sagsbehandleren kendte til Ll. Nørremark, og Hanne og Henrik tog på besøg. ”Vi kan jo altid sige nej”, var holdningen hos dem. Men så mødte de Vibeke Monnick, ”det dejligste og varmeste menneske”. De fik professionelle svar på en masse af de spørgsmål, der kørte rundt i dem, og de fik mod på at tage Søren med derop, og så fulgte en meget kort indskrivningsproces.

– Da vi kom derop med Søren, gik der ikke lang tid, før han løb rundt med de andre unge. Ind imellem kom han susende og spurgte, ”Er I ikke kørt endnu? ”Han ville gerne derop og bo. Et par dage efter gik sagen i orden, og han flyttede ind, fortæller de”.

Da Søren kom til Ll. Nørremark, blev han undersøgt af Bakkedal. Henrik og Hanne fik ikke smidt en masse ord i hovedet lige efter undersøgelsen. De fik at vide, at der kort tid efter ville komme to gange to kursusdage med Viggo Petersen. Her forklarede Viggo Petersen om opbygningen af hjernen og om hjerneskader på en måde, så Sørens forældre under kursusdagene sad og sagde ”Dér har vi jo Søren, der har vi jo Søren.” Viggo Petersen fortalte også om, hvad han havde fundet under sin undersøgelse af deres dreng.

– Viggo Petersen forklarede os, at Søren tænkte på 27 ting på en gang. Han fik impulserne så stærkt, at han ikke kunne nå at sortere i dem og derfor blev forvirret. Det stemte meget godt med vores billede af Søren, hvor han kunne have 10-15-20 ting i gang ad gangen. Det stemte også godt med, at vi havde fornemmelsen af, at Søren kunne gå hen til et 3. sals vindue og hoppe ud uden at tænke på konsekvensen, siger Henrik.

Henrik og Hanne siger, at de på Ll. Nørremark er blevet mødt med skulderklap og holdningen, at ”Det er ikke jer, der er noget i vejen med, I skal bare have noget hjælp”.

– Fx kunne vi i starten godt tænke os en familiedag. Nogle af vores familiemedlemmer mente bare, at Søren skulle have et lag tæsk, så ville det nok rette sig. Så arrangerede Vibeke en kursusdag, hvor vi kom 12 mand en lørdag. Der blev godt nok flyttet nogle brikker. Det havde vi aldrig selv kunnet forklare dem. Der var nogle, der fik røde ører, mindes Henrik.

Søren er på weekend hjemme hver 14. dag. Bliver kørt til og fra af Ll. Nørremarks personale, og den, der kører, kommer altid ind og drikker en kop kaffe, så parterne lige kan få snakket sammen. Og så forældrene kan få nogle gode råd, hvis de er i tvivl om noget. Oftest føler Hanne og Henrik sig på forkant med situationen, også på tilsynsmøderne, så god kontakt har de i hverdagen til Ll. Nørremark.

– Vi er overlykkelige, og vi kan se fremgang med Søren hele tiden. Før i tiden, når vi skulle på ferie, var vi altid tre voksne med til at passe på ham. Nu tager vi af sted vi tre alene, og Søren kan være på egen hånd i flere timer. Det er selvfølgelig ikke Ll. Nørremarks fortjeneste alene, for Søren er også begyndt at få medicin. Men Ll. Nørremark har fundet ud af, hvad Søren er god til, og hvordan han skal tackles. Det havde vi aldrig fundet ud af alene, siger Hanne.